Hvorfor holde pause?

Hvorfor har jeg egentligt holdt en lang pause (igen)? Det er ved at være 10 uger siden jeg sidst skrev et indlæg, og i netop det indlæg lovede jeg at blogge regelmæssigt igen, men det lykkedes så ikke. Men der er sket meget de sidste 10 uger, her er der bl.a. tale om min hovedopgave som skulle laves. Den blev lavet, men desværre dumpede jeg til den mundtlige eksamen, og skulle derfor op til re-eksamen.

Efter jeg dumpede, overvejede jeg meget om jeg egentligt gad tage en re-eksamen, var det ikke bare spild? Hvad nu hvis jeg ikke bestod den? Så jeg begyndte på et online grundforløb (som jeg stadigvæk er i gang med), for at kunne gå i gang med en handelsuddannelse, fordi ser i, der er nemlig ikke mange jobs at få som Serviceøkonom, her i Sønderjylland.

Jeg valgte dog alligevel at gå til re-eksamen, og dette var jeg i fredags, hvor jeg heldigvis bestod. – Men hvad er der så alt sket i mellemtiden? Jo ser i, jeg har været sammen med veninderne og familien, og prøvet at få slappet af, og fundet ud af hvad jeg egentligt vil. Foruden det så har jeg også været på busferie, hvor turen først gik til Køln i tre dage, efterfulgt at fire dage i Reit Im Winkl. Det var en super god tur, hvor vi bl.a. fik set Ørnereden (Hitlers sommerresistens) og meget mere.

Der er generelt sket meget de sidste par uger, men det er noget som jeg denne gang virkelig lover at komme mere ind på senere. Men venner, jeg er tilbage i blogger verdenen igen! 😀

Når drømmene skifter retning

Uddannelsen er snart færdiggjort, fremtiden skal planlægges, jobs skal søges, men hvor skal man egentligt lige starte henne? Det kan måske godt være lidt svære, end hvad man lige går og regner med.

Jeg bliver uddannet serviceøkonom i juni måned, og det er for alvor gået op for mig at jeg skal til at finde ud af hvad jeg vil. Det er jo kun fire måneder til. Og hvad vil jeg overhovedet lave når jeg er færdig? – Jeg har personligt leget med forskellige idéer om hvad jeg vil, og ikke vil når jeg er færdig.

Lige umiddelbart føler jeg at jeg har været hele vejen rundt, og vendt og drejet alle muligheder. Men nu har jeg fået mig en god fornemmelse af hvad jeg egentligt gerne vil.
– Jeg vil være bilsælger.

Så er der måske mange der tænker; Hvorfor lige bilsælger? Og findes der overhovedet nogle kvindelige bilsælgere? Ærligtalt så har jeg selv haft alle tænkelige spørgsmål i hovedet. Fordi hvor cliché det end lyder, så er det bare rigtig sjældent at man ser kvinder inden for bilbranchen, udover i receptionerne.

For at starte et eller andet sted i dag, tog jeg Nikki “under armen” og så kørte vi ellers til Haderslev, med nogle ansøgninger til forskellige forhandlere rundt omkring i byen. – Jeg vil sige at jeg er meget positiv overrasket omkring dette, og specielt to af stederne jeg besøgte, fik jeg en enormt god følelse af.  Det drejer sig om Volkswagen og Nottelmann auto. Og med min interesse for biler, er det de to forhandlere i byen, som sælger mine favorit bilmærker, nemlig; Volkswagen og Skoda. – Så det kunne jo ikke være bedre, at de rent faktisk også var utrolig åbne overfor en samtale.